30. dec. 2009

Året der gik

År 2009 er næsten slut, og det er tid til at gøre status over året der gik. Det har været et år uden de store udlandsrejser og uden den store kærlighed, men til gengæld har det været et år i vennernes og familiens tegn. Jeg har mødt mange nye fantastiske mennesker, og bevaret venskabet med "gamle" venner, og jeg er taknemmelig for hver eneste af disse venskaber. Tak fordi I er der når jeg har brug for det, og tak fordi I opmundrer mig når jeg trænger til at smile. I betyder alt for mig!

Her er først året i billeder:

Photobucket
Solnedgang ved vestkysten, vores første kostumefest, Skive Beach Party: DAD, min bedste kammerat og jeg til Volbeat koncert, Udsigten fra min nye lejlighed, Min elskede hund (RIP), min fantastiske lillebror, mig til Skive Beach Party

Kærlighed:
År 2009 har været et single-år for mig. Jeg har været single hele året, og jeg har nydt det. Det har været dejligt at jeg kun skulle bekymre mig om mine egne behov og gøre de ting jeg havde lyst til. Men samtidig savner man også trygheden og kærligheden, som man har i et fast forhold. Jeg har dog ikke travlt med at finde kærligheden... den skal nok dukke op når jeg er klar til det :)

Karriere:
Jeg fik afsluttet min teknisk designer uddannelse i december 09. Det har været 2½ lærerige år, og jeg føler mig godt rustet til at komme ud i "voksen-livet" og forhåbentligt finde et fuldtidsjob. Som det ser ud lige nu venter jeg på svar fra et sted jeg har været til jobsamtale, men hvis jeg ikke får dette, er jeg så heldig at jeg er blevet tilbudt et vikariat på min praktikplads. Så uanset hvad, starter 2010 ikke med bekymringer om job, og det er en rar følelse.

Familie:
Det har været et hårdt år for min familie. Men hårde tider får som oftest folk til at være endnu tættere, og det er jeg i den grad blevet med min familie. Min bror har for nyligt fået konstateret asberger i en alder af 19 år, og han har haft en depression i 2 år. Det er hårdt at stå på sidelinjen og ikke kunne gøre andet end at lade ham vide at man er der for ham. Som storesøster vil man jo beskytte sin lillebror for enhver pris! Men jeg kan intet gøre, og det er fandme hårdt. Jeg tror det tærrer mere på mig end jeg regner med, men jeg er sikker på at 2010 nok skal blive et bedre år for ham og for vores familie.
2009 var også året hvor vi mistede vores dejlige hund, Milo. Han blev kun 9 år gammel, men han var meget syg til sidst, så det var det bedste. Men han er MEGET savnet :'(

Økonomi:
Hehe, ja hvad kan man sige? År 2009 har jeg kun fået elevløn, så det er ikke fordi økonomien har blomstret! Jeg har dog ikke de helt store gældsposter, og de få jeg har, regner jeg med at komme af med i løbet af næste år. Jeg har en tendens til at bruge lidt for mange penge på tøj - det er dog blevet bedre i løbet af dette år.

Vægttab:
Vægten er steget i løbet af året. Jeg kan ikke huske hvad jeg vejede i starten af 2009 men jeg mener det var omkring 74 kg. Dvs at jeg nu vejer omkring 6 kg mere end det. MEN, det kommer helt sikkert til at ændre sig i 2010. Jeg har nemlig lavet nogle mål for året, og det betyder blandt andet at januar og februar bliver helt uden alkohol. Det sænker nemlig mit vægttab at gå i byen 1 gang om ugen, og nu vil jeg simpelthen ikke lade vægten kontrollere mig mere. Nu vil jeg kontrollere vægten! Hvad de andre mål for året er, vil jeg fortælle mere om i starten af næste måned :)

Øvrigt:
2009 var året hvor jeg flyttede fra hjembyen Lystrup og ind til hjertet af Århus. Det er en beslutning jeg aldrig kommer til at fortryde! Jeg elsker at bo herinde i den pulserende storby, og Århus by night er noget af det smukkeste. Jeg har ikke været ude og rejse i år - til gengæld var jeg igen i år til Skive Beach Party, og det var fantastisk!! Jeg skal helt sikkert afsted igen til næste år!

I morgen er det tid til at springe ind i et nyt år. Det bliver spændende at se hvad år 2010 vil bringe, og jeg glæder mig til en masse nye udfordringer og oplevelser. Jeg skal selv fejre nytårsaften i selskab med en masse dejlige venner, og jeg glæder mig! En fest med dem er nemlig aldrig skuffende eller kedelig - heller ikke selvom det er nytårsaften som man så tit sætter for store forventninger til. Rigtig godt nytår kære læsere! Jeg håber I fortsat vil læse med i 2010 :)

2 kommentarer:

  1. Ej, sikke en fin sammenfatning. Hvorfor fik jeg ikke den idé?
    Rigtig godt nytår og på genlæs i 2010.
    /Mette

    SvarSlet
  2. Mange tak for det :) Du må gerne kopiere ;) hehe..
    Godt nytår! :D
    Knus

    SvarSlet